Det rullende madværksted får besøg af både fiskeri- og fødevareminister Mogens Jensen og borgmester Ulla Vestergaard

KLITMØLLER: Klitmøller Lystfiskerforening og foreningen Æ Redningshus får mandag-onsdag 3.-5. august besøg på landingspladsen i Klitmøller af det rullende madværksted fra Madkulturen, som er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet.

Den mobile kogeskole stiller op kl. 11-16 de tre dage, hvor lokale og sommergæster tilbydes smagsprøver på mad, fremstillet af lokale råvarer, og kommer man forbi mandag 3. august, kan man måske også møde fiskeri- og fødevareminister Mogens Jensen (S), der er fra Mors og har sommerhus i Klitmøller, og Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard (S), der begge har lovet at kigge forbi kogeskolen.

Målet med kogeskolen, der er gratis og for både børn og voksne, er at skabe lærerige og involverende madoplevelser. Man skal bare møde op og vil så i madværkstedet blive vejledt af kulinariske formidlere og dygtige kokke. Den konkrete placering er - som altid her på egnen - vejrafhængig, men det forventes at blive på forpladsen øst for de gamle pakhuse.

Undervisningen tilrettelægges i mindre hold efter først-til-mølle-princippet. Der vil være mulighed for forhåndstilmeldinger, ligesom der på pladsen vil være hjælpere, der håndterer tilmeldinger.

De to formænd Erik Odder, lystfiskerforeningen, og Birthe Eisum, redningshuset, siger samstemmende, at målet dem er at skabe gode oplevelser for både lokale og Klitmøller-områdets mange sommergæster - ikke mindst i lyset af, at andre af sommerens arrangementer er aflyst grundet coronasituationen. Det har her været vigtigt for foreningerne at understøtte et arrangement ,der kan gennemføres inden for de gældende retningslinjer for forsamlinger m.v.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...