Borgmesteren fik lyset tændt - til sidst ...

NYKØBING: Der var trængsel sidst på eftermiddagen på Kirketorvet i Nykøbing fredag.

Julen nærmer sig og lysene på det store juletræ på torvet skulle tændes.

Mange mennesker - både voksne, men bestemt også mange børn - var mødt op for både at hygge sig og se når lysene på træet blev tændt.

Kl. 16..45 gik Morsø Garden gennem gaderne og spillede masser af dejlig julemusik, som de fremmødte virkelig nød.

Julemanden var også mødt op og han delte rundhåndet ud af lækkerier til børnene.

Der var flere boder på torvet hvor der var mulighed for at købe forskellige ting.

Efter at garden havde været rundt i gaderne vendte de tilbage til Kirketorvet, hvor de spillede julemelodier.

Da klokken var 17 skulle lysene på det store træ tændes, men! men! men! Der var et problem.

Den store stigevogn man skulle bruge til formålet var desværre blevet kaldt ud til en skorstensbrand. Man havde fået oplyst at den nok kunne være tilbage ved 17.30-tiden, så det måtte folk så lige vente på.

Men det skete ikke!

Stigevognen ankom ikke, men så tog borgmester Hans Ejner Bertelsen mikrofonen og mente hvis julemanden stod ham bi, så måtte de to ved fælles hjælp kunne klare at få lyset tændt.

Borgmesteren begyndte så at tælle ned fra ti, og da man kom til nul så lyste alle pærerne på træet op.

Svært at sige hvor mange der var mødt op, men hele Kirketorvet var fyldt med mennesker.

Jo! Morsingboerne forstår at stå sammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...