Det er 15. gang, der inviteres til julemarked i Bankohallen

NYKØBING: I weekenden 30. november-1. december inviterer DUI Leg og virke til sit traditionsrige julemarked i Bankohallen. Der er tilmeldt 32 hobbyfolk, primært pensionister og andre aktive borgere, som møder med selvfremstillede julesager til salg, fortæller Poul Olsen fra DUI.

I boderne møder man julenisser i mange forskellige udformninger foruden juledekorationer og hjemmebagte småkager:

- Mange timer er gået forud med at fremstille diverse nisser og andre fine juleting, siger Poul Olsen.

Både lørdag og søndag er der åbent fra om formiddagen til sent på eftermiddagen. Der er gratis adgang, og i cafeen sælger DUI’s voksne medlemmer varme æbleskiver, kaffe og gløgg samt pølser med brød.

Det er 15. år i træk, at der afholdes julemarked i Bankohallen med DUI som arrangør, og markederne plejer at være noget af et tilløbsstykke, fortæller Poulsen Olsen, der tilføjer, at overskuddet sædvanligvis ligger på ca. 6000 kr., som går til arrangementer i foreningen med børn og voksne samt familierne. På julemarkedet har foreningen også sin egen jule tombola med mange gevinster, skænket af de lokale handlende, og foreningens medlemmer har hertil lavet over 100 juledekorationer, som også er gevinster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...