Eleverne på Blidstrup Efterskole arbejder i den kommende uge i forskellige værksteder

BLIDSTRUP: Der bliver travlt på Blidstrup Efterskole i den kommende uge, for lørdag over middag 23. november åbner skolens julemarked, som er en tradition. Og op til åbningen er eleverne delt op i forskellige værksteder, hvor der produceres alt fra juledekorationer og adventskranse over hjemmebag og bolsjer til julepynt af træfigurer, smedejernsstager og perlearmbånd. Der skal også samles ind til den populære tombola.

Skolen har til åbningen inviteret forældre, søskende, bedsteforældre og selvfølgelig alle fra lokalområdet til at deltage.

Hele overskuddet går i år til Active Caring’s velgørende projekter i Rumænien.

Active Caring har flere forskellige projekter, og eleverne er selv med til at bestemme, hvilke specifikke de synes skal støttes. I år er der bl.a. mulighed for helt konkret at hjælpe en rumænsk pige med ny tænder eller at købe materialer til en nyoprettet lektiecafe i Mindresti eller at donere til Mothercare, som hjælper familier med basale fornødenheder som tøj og forbedring af huse. Nødhjælpeorganisationen er meget lokal forankret og har til formål at hjælpe, uddanne og udruste lokalsamfund i underprivilegerede områder. Eleverne har haft besøg af to frivillige fra organisationen, som fortalte om de forskellige projekter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...