- Jeg elsker det sociale ved det! Sådan lyder det veloplagt fra Mads Jensen, der beskriver sig selv som ”ham fra brugsen”. Som han står der i sin salgshytte på Kirketorvet i Nykøbing er der måske et stykke fra den Mads Jensen, mange husker fra hedengangne SuperBrugsen i Nykøbing, men der er ikke desto mindre tale om samme mand.

I hele december måned har han i en stemningsfuld træhytte på Kirketorvet i Nykøbing stået og solgt - ja, så mange forskellige ting, at der ikke er spalteplads til at fortælle det.

Men blandt tingene er hjemmegjorte ting i træ, som Mads Jensen selv nyder at fremstille. Blandt andet små katte. Og så alt det, der kan glitre og blinke og lyse i den mørke tid.

Om det store udbud i decemberhytten siger han selv - Hellere have lidt af alting, jo mere er der da mulighed for at sælge.

Han har i øvrigt stor ros til Morsø Handelsstandsforening for initiativet med julehytterne, som lokale kan leje i december måned.

- Om Gud det vil står jeg her igen næste år, lover Mads Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...