Jesperhus udskyder nu årets sæsonåbning, der skulle finde sted den 27. marts 2020. Samtidig udvider man sæsonen. Jesperhus har omkring en kvart million gæster om året - fortrinsvis danske børnefamilier

LEGIND: - Vi bakker fuldt op om myndighedernes håndtering af Coronavirussen, og det er også baggrunden for, at vi nu udskyder sæsonåbningen af vores feriecenter til den 1. maj 2020. Vi har en forpligtelse overfor vores over 250.000 årlige gæster samt ikke mindst vores personale, og det er baggrunden for, at vi udskyder åbningen.

Det siger direktør Peter Overgaard fra ferieparken på Mors i en pressemeddelelse.

Han fortæller samtidig, at Jesperhus har besluttet at udvide årets sæson med to perioder i efteråret.

Jesperhus´ showteam er allerede gået i gang med at udvikle på et ”Halloween-tema”, der bliver omdrejningspunktet omkring efterårsferien.

- Efterårsferien har vi traditionelt udsolgt, og belægningen er allerede stor i den uge. Nu åbner vi så op for nye perioder omkring efterårsferien, påpeger Peter Overgaard.

Herudover er det kreative team allerede i gang med at ideudvikle på et julekoncept, hvor Jesperhus for første gang nogensinde åbner op for gæster i årets sidste måneder.

- Vi har så mange indendørs faciliteter, at man sagtens kan holde ferie i Jesperhus om vinteren: Hugo´s Badeland, hvor man for eksempel kan svømme omkring juletræet, Zik & Zak´s Abeland med juleshows med Hugo og de øvrige figurer, JungleZoo, biograf og et hav af andre juleaktiviteter. Derfor holder vi ekstraordinært åbent fra medio november og frem til jul. Både med mulighed for weekendophold, og ophold på hverdagene, fortæller Peter Overgaard.

Udover at udvikle på underholdningen til sommersæsonen og de to udvidede åbningsperioder til efteråret, har showteamet produceret en række nye film med Jesperhus´ mange figurer.

- Hugo, Zik & Zak og alle de andre populære figurer har lavet en række nye små film til børnene, og de lægger helt gratis tilgængeligt på vores YouTube kanal, fortæller Peter Overgaard.

Jesperhus har op imod 1400 bookinger i perioden frem til 1. maj 2020, og dem skal der tages hånd om nu.

- Vi opfordrer folk til at følge anvisningerne på vores hjemmeside. Med op imod 1400 bookinger, der skal ændres, kan vi ikke undgå, at der bliver pres på, og det håber vi på forståelse for i den her for alle helt ekstraordinære situation, siger Peter Overgaard.

Skulle det være helt umuligt at få kalenderen til at passe med et besøg i Jesperhus i år, har man mulighed for at få refunderet sit ophold.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...