Samklang har arrangeret i samarbejde med Frivilligcentret og Jobcentret

NYKØBING: Søndag eftermiddag 24. november er der international julemiddag i Nykøbing-Hallen. For arrangementet står Samklang, fortæller formand Birgit Morthorst, i samarbejde med Frivilligcentret og Jobcentret.

- Gennem alle årene har vi arbejdet for, at mennesker med rod i et andet land, skulle blive i stand til at klare sig selv og være herre over eget liv i Danmark, siger hun og fortæller om aktiviteterne.

- Det har været lektiehjælp til børn, at finde samtalevenner til voksne, deltagelse i lokale aktiviteter og hjælp med at forklare alt det ny og uforståelige. Og der skal lyde stor tak til dem, som gennem årene har ydet en stor indsats. Opgaverne ændrer sig, alt efter hvor længe flygtningene har været i Danmark. I øjeblikket har mange syrere været her i omkring fire år. Mange mænd er i arbejde, og vi vil nu sætte ind på at få kvinderne bedre i gang, siger hun og fortsætter:

- Hvor er mulighederne, og hvad skal der til for at få et arbejde? Mange mænd og kvinder vil også gerne prøve kræfter med frivilligt arbejde for at få et nyt netværk, så vi prøver at introducere dem til andre foreninger, bl. a har Natteravnene taget godt imod nye medlemmer.

Samklang blev startet i 1999. Nogle borgere på Mors ville byde flygtninge velkommen og hjælpe dem ind i samfundet. Udover det allerede nævnte har man også hjulpet flygtninge med at komme i gang med uddannelse og arbejde, og dette arbejde fortsætter under de love, som nu gælder, siger formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...