Både Henrik Scheel Andersen og Knud Sørensen er kendt for at gå

JEBJERG: Lørdag formdidag 23. november er der igen fernisering - og denne gang også bogudgivelse - i Galleri 2132 i Jebjerg, hvor Henrik Scheel Andersen, Jebjerg, og Niels Otto Degn, Nykøbing, viser ”Horisonter” med 30 landskabsmalerier i stort format af førstnævnte og udgivelse af bogen med samme titel af Knud Sørensen, Nykøbing. Åbningstalen holdes af Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), og såvel kunstner som forfatter er til stede ved ferniseringen.

Om bogen fortæller Niels Otto Degn, at den først og fremmest er en hyldest til Limfjordslandet med referencer til Mors og Salling, indimellem også til Vestkysten med natur, folk og fæ, og bogudgivelser er støttet af såvel Morsø Kommune som Skive kommune.

- Både forfatter og kunstner er inspireret af naturen, men kun få af digtene eller billederne er stedsspecifikke. En undtagelse er et stort billede fra Østerstrand i Nykøbing og et billede fra Grynderup sø I Salling. Der er bevidst så godt som ingen direkte sammenhæng mellem digte og billeder, men samklang og åndsfællesskab, På den måde supplerer og kompletterer digte og billeder hinanden og bliver universelle, siger han.

Knud Sørensen har gennem mange år dagligt gået i gennemsnit 8269 skridt i en fast rute fra sit hjem i det nordlige Nykøbing og langs Østerstrand med det åbne kig til Limfjorden og Fur - og senere på dagen så en gåtur med et pitstop i Morsø Kunstforening. Gåturene er på det seneste blevet kortere. På disse daglige gåture har nogle af digtene bogstaveligt talt overfaldet ham, været påtrængende og krævet at blive sat på papir. Det er de så blevet, og har dermed bidraget til et langt forfatterskab siden 1965.

Henrik Scheel Andersen går også en del. Men når der skal males, står han stille - sådan da. Han maler gerne ude i naturen, men tegner også skitser, der bliver udviklet og færdiggjort i atelieret. Malerierne er figurative og udtryksfulde - inspireret af den danske landskabsmalertradition.

Udstillingen kan ses frem til og med lørdag 29. februar. Der er åbent torsdagseftermiddage og lørdagsformiddage, dog lukket omkring jul og nytår, eller efter aftale, fremgår det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...