Når Farmvisit i Hem søndag den 4. august holder Åben Gård bliver der rig mulighed for at komme helt tæt på gårdens dyr. På bondegården er der heste, kalve, får med lam, geder med kid, høns og nyudklækkede kyllinger, kaniner, marsvin, katte, hunde og grise.

- Det plejer at være et stort hit, når børnene hjælper med at fodre alle dyr, fortæller indehaver af Farmvisit Malene Bach Sevelsted.

Høsten er i fuld gang, så der er chance for at se mejetærskeren i arbejde. Under alle omstændigheder kan maskinerne studeres på tætteste hold, og det bringer sædvanligvis smilene frem, når familiens yngste sidder bag rattet i en traktor, og lader fantasien forestille sig, at man er medhjælper på en rigtig mark.

Alle er velkommen til Åben Gård. Malene Bach Sevelsted tilføjer, at der betales en entré, der bruges som tilskud til foder til bondegårdens mange beboere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...