I år bliver der på grund af coronakrisen ekstra fokus på afstand og begrænsning af fysisk kontakt samt brug håndvask og håndsprit, når de unge fagforeningsaktivister kører ud i sommerlandet

MIDT- OG VESTJYLLAND: Jobpatruljen er klar til at rykke ud i sommerlandet trods coronakrisen. Det er budskabet i en pressemeddelelse fra HK Midt Vest, der også dækker Morsø Kommune, men ikke Thisted Kommune, som hører med til HK Nordjylland. Jobpatruljen rykker som vanligt ud på landevejene i det midt- og vestjyske i uge 28 og 29, og forberedelserne er i gang.

- I en tid, der har budt på mange udfordringer på grund af coronakrisen, giver det i år ekstra meget mening at komme rundt med Jobpatruljen for at høre, hvordan både de unge fritidsjobbere og arbejdsgiverne har det, lyder det fra Marianne Køpke, Ringkøbing, der er afdelingsformand for HK Midt Vest.

HK står sammen med en række andre fagforeninger bag Jobpatruljen, der har til formål at sikre, at unge mellem 13 og 18 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Hver sommer besøger ca. 250 unge frivillige omkring 10.000 arbejdspladser over hele landet og fortæller om løn, sikkerhed og rettigheder på arbejdspladsen. I 2019 var Jobpatruljen på sin rundtur i Midt- og Vestjylland på 2084 besøg og talte med 399 unge fritidsjobbere, hvilket var rekord.

I pressemeddelelsen hedder det, at som følge af coronapandemien vil de unge aktivister have fokus på sikkerhedsafstand og begrænsning af fysisk kontakt, vask af hænder og brug af sprit med mere, når de kommer rundt for at tale med fritidsjobberne og arbejdsgiverne.

- Der er ikke nogen, der behøver at være utrygge ved, at vi kommer rundt. De unge frivillige vil gå i hold på to personer, og vi spørger selvfølgelig om lov, inden vi går ind i en butik eller virksomhed, siger Marianne Køpke.

Vil man være frivillig i Jobpatruljen i år, kan man melde sig, siger Daniella Østergaard Roslev, der er ungdomskonsulent hos HK MidtVest og koordinator af Jobpatruljen i det midt- og vestjyske. Hun vil gerne høre fra alle, der har interesse i at give de unge en god start på arbejdslivet, og som har lyst til at bruge en del af sommerferien på at tage rundt med Jobpatruljen.

- Du vælger selv, hvor mange dage du vil køre med Jobpatruljen. Det behøver ikke at være to hele uger, siger hun.

Nærmere på: www.jobpatruljen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...