deltidsbrandmænd: Dedikerede mandfolk ønsker sig flere kolleger m/k

engagementet lyser ud af den håndfuld deltidsbrandmænd, der har sat journalisten stævne på Ringvejen i Nykøbing, hvor Falck har til huse. Hvis ikke det havde været for plat, kunne man sige, at disse mænd brænder for deres arbejde.

Martin Mikkelsen har været deltidsbrandmand siden år 2000, og har sit daglige arbejde som ambulanceredder hos Falck, som han har fejret 30 års jubilæum hos.

H. C. Nielsen har været brandmand siden 1988, og ernærer sig som minkfarmer udenfor Nykøbing.

Knud Hansen, der har været deltidsbrandmand i ti år, arbejder i Morsø Jernstøberi.

Allan Søe har taget hul på sit niende år i tjenesten på Mors, og har været uddannet brandmand i 12 år. Til daglig arbejder han i XL Byg Tømmergården.

Deltidsbrandmand Henrik Viborg har som Martin Mikkelsen været tilknyttet Falck i 30 år, og arbejder i AMK i Århus.

Deres budskab til lokalbefolkningen er, at der godt kunne være plads til et par deltidsbrandmænd mere på Mors.

Der er i dag 19 brandfolk her på øen, og det optimale antal er 24.

Det, som det især kræver at være deltidsbrandmænd er ifølge Martin Mikkelsen sund fornuft:

- Vi har ikke en tabel at slå op i, så vi kan se, hvordan man klarer en given situation. Det kan være meget forskellige ting, vi kommer ud til, og man er nødt til at kunne tænke kreativt engang imellem.

På journalistens kommentar, at det må kræve en stor portion mental styrke at være brandmand, lyder det samstemmende om bordet, at der passes rigtig godt på hinanden indbyrdes hos Falck.

Fornemmer nogen en tavs eller indesluttet kollega, bliver der straks taget hånd om vedkommende, ligesom Falck tilbyder lynhurtig terapi - aldeles anonymt.

- Men vi mennesker er også gode til altid at forestille os det værste, og det er sjældent så slemt, som man tror, lyder det fra H.C. Nielsen, mens Knud Hansen indskyder: - Man bestemmer jo selv, hvilket billede du vil tage af situationen.

Allan Søe fortæller, at man som deltidsbrandmand har vagt hver fjerde uge. Det vil sige, at man fra mandag til fredag er rådighedsvagt, og man lørdag os søndag har pligt til at møde op, hvis alarmen går.’

- Vi er gode til at bytte vagter indbyrdes, så vi får det hele til at passe sammen, fastslår Martin Mikkelsen.

Og det er netop også et puslespil at være deltidsbrandmand. Som navnet siger, er der ikke tale om en fuldtidsbeskæftigelse. Alle deltidsbrandmænd har et hovederhverv som levebrød.

I den forbindelse understreger H.C. Nielsen: - Der er plads til, at deltidsbrandmanden kan servicere og tilgodese sin hovedarbejdsgiver.

Netop det er et vigtigt budskab, når de fem gerne vil have flere kolleger.

Mange tror nemlig, at det vil være uforeneligt med arbejdet at være deltidsbrandmand, på samme måde som nogle arbejdsgivere frygter at få mindre tilgængelige medarbejdere, hvis de melder sig som deltidsbrandmænd.

Men det er ikke tilfældet.

- Deltidsbrandmænd er i gennemsnit væk fra deres hovederhverv 15 timer om året, så hovedarbejdsgiveren behøver ikke frygte en mindre engageret medarbejder, fordi vedkommende bliver deltidsbrandmand, fastslår Allan Søe.

- Det har kostet på brandmandssiden, at Bodilsen og slagteriet lukkede. Nogle virksomheder har tradition for at levere deltidsbrandmænd, og her var de to i blandt, fortæller Martin Mikkelsen.

Han og kollegerne fremhæver virksomheder som HEVA, Tømmergården, Morsø Jernstøberi, BILA og KPK som nogen af de arbejdspladser, der næsten altid har et par deltidsbrandmænd ansat.

- Brandmandsuddannelsen er med fuld løn og tabt arbejdsfortjeneste, og kan i dag klares af alle, uanset skolegang, indskyder H.C. Nielsen, mens Martin Mikkelsen tilføjer, at uddannelsen kan tages i weekenderne.

Har arbejdsgivere i området lyst, stiller brandmændene gerne op til en informationsaften, så der kan komme helt klarhed over, hvordan det fungerer at have en ansat, der også er deltidsbrandmand.

- Man skal bare ringe, så kommer vi, siger Martin Mikkelsen.

Her indskyder Henrik Viborg, at deltidsbrandmændene jo er Morsø Kommunes forlængede arm:

- Vi er jo redningsberedskab, og kommer - ud over brand - ud til alle mulige situationer lige fra giftudslip, trafikulykker og løse tagplader til væltede træer og løsslupne heste.

H.C. Nielsen understreger, at man altid er mindst to brandmænd ude til en brand, og Allan Søe fastslår, at man som deltidsbrandmand skal have lysten og viljen til at ville hjælpe andre.

Den motivation findes i overflod hos de fem deltidsbrandmænd, der satte Ugeavisen stævne på Ringvejen i Nykøbing.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...