Grethe Breum har brugt corona-pausen på at indrette fem dobbeltværelser i Hesthavens hovedbygning

KREJBJERG: Coronapandemien er heller ikke gået sporløst forbi herregården Hesthave i Krejbjerg på Salling.

Bryllupsfester, ferie- og kursusophold, som Hesthaven er kendt for, siden 80-årige Grethe Breum overtog den firlængede gård i 2014, er der ikke blevet holdt mange af i løbet af 2020.

I stedet for at sidde derhjemme og vente på bedre tider, har Grethe Breum valgt at gå i gang med at indrette fem dobbeltværelser i herregårdens hovedbygning.

Det er hun netop blevet færdig med.

Derudover er der indrettet en spisestue med køkken og god med plads i stueetagen.

- Jeg forestiller mig, at 10 personer kan leje værelserne og den 350 kvadratmeter store bolig, hvis de vil holde en lille ferie sammen. Og det er vigtigt for mig at understrege, at der hér tænkes på det modne publikum. For børn er ikke tilladt i den del af herregården, siger hun.

Årsagen er, at hun ellers ikke kan styre støjniveauet i forhold med Hesthavens øvrige gæster.

Her tænkes på bryllupsselskaber og gæster, der har lejet sig ind i gårdens østlige bygning, hvor der er plads til 36 overnattende gæster med tilhørende swimmingpool.

At Grethe Breum i mange år har drevet en antikvitetsforretning fornægter sig heller ikke i den nye afdeling med fem værelser.

Dem har hun indrettet med gedigne møbler fra tiden før Ikea ...

Lejer man sig ind i den nye afdeling har man direkte adgang til herregårdens rekreative park med to søer.

Grethe Breum fortæller, at Hesthaves aftale med Sallingsund Færgekro, Limfjordens Hus og Højslev Kro om levering af maden også gælder den nye afdeling.

- Gæsterne kan vælge at lave maden selv, eller også kan de bestille en lækker menu, siger Grethe Breum, der også går med tanker om at bygge et udendørs spa-bad i parken.

Opholdene hos Grethe Breum på Hesthave kan man booke direkte på herregårdens hjemmeside eller via Visit Mors.

Grethe Breum, der tidl. har samarbejdet med skiftende bureauer, lægger ikke skjul på, at Vist Mors er den samarbejdspartner, som hun sætter allermest pris på.

- Jeg er meget tilfreds med Visit Mors. Det er deres væremåde overfor kunderne og ikke mindst den hurtige afregning, jeg er glad for, siger Grethe Breum.

Af selvsamme årsdag er hun også ved at anbefale sine gæster om at tage en tur til Mors, hvis de skal ud at køre en tur.

Med til historien hører, at Grethe Breum er morsingbo af fødsel.

Nu håber hun, at 2021 vil byde på bedre tider i en branche, der er blevet trængt i en corona-tid.

Foreløbigt er Hesthave udlejet til jul.

- Når folk lejer sig ind med et ferie- eller kursusophold, så gælder reglerne for sommerhuse. Sommerhuse betrages som ens egen bolig. Og så man er ikke underlagt restriktionerne for, hvor mange man må være samlet, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...