Der var ekstra godt gang i handlen i Erslev, da loppe- og hobbytingsbutikken På Hjørnet forleden afholdt bagagerumsmarked på parkeringspladsen på Præstbrovej. De entusiastiske lokale kræmmere, der har til huse i den ene ende af den gamle kro i Erslev havde udbudt standpladser, og der var stor interesse for at være med.

Samtidig med, at der var kræmmere på parkeringspladsen, var der naturligvis også åbent i På Hjørnet, ligesom Netto Tøj i den anden ende af den gamle kro også gerne tog imod kunder.

- Det var lidt koldt, og folk kunne ikke rigtigt holde varmen udenfor, men bortset fra det gik det godt, fortæller Lissi Pedersen fra På Hjørnet, hvor hun sammen med en flok andre lokale sælger loppeeffekter for enhver smag.

De fleste af de fremmødte var lokale. Længst væk fra kom en kræmmer fra Fjerritslev, som havde taget det helt bogstaveligt med bagagerumsmarked. Han havde således traileren fyldt op med alverdens forskellige ting og sager.

- Der var urtepotter i massevis, og cykler var der også. Vi kunne se, at nogen havde grebet muligheden for at sætte en bod ud til vejen lige ud for bopælen. Det gav ekstra liv i hele Erslev, fortæller Lissi Pedersen.

Bagagerumsmarkedet gik så godt, at På Hjørnet kraftigt overvejer at gøre det til en fast tradition hvert år. I så fald bliver det sandsynligvis den sidste søndage i maj måned.

På Hjørnet har fast åbent hver lørdag og søndag, men efterhånden er der så stor interesse for at kigge ind, at åbningstiderne på Præstbrovej 126 ofte udvides.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...