strømpehuset: Fernisering på ny udstilling 23. juni

eN NY udstilling har søndag 23. juni fernisering i Strømpehuset i Øster Assels. Denne gang er det tre lokale kunstnere, der hver især udstiller deres håndværk.

Anja Dige viser sine smukke smykker, som hun laver i sølv og forgyldt sølv, og også indimellem bruger Swarovski-krystaller i.

Anja Dige er datter af den nok så kendte købmand Dige i Øster Assels, så navnet er godt forankret i lokalsamfundet.

Som smykkekunstner er hun meget inspireret af naturen, hvilket kan ses i de håndlavede smykker, som er feminine og dekoreret med Swarovski krystaller, halvædelstene og ferskvandsperler. Smykkekollektionen indeholder både øreringe, halskæder, armbånd og ringe.

Næste kunstner er Hanne Larsen, der bor i Nykøbing, og som på udstillingen i Øster Assels viser glaskunst.

Hun har blandt andet skabt det, hun kalder ”nodebrikker”, hvor der på glasset er imprægneret noder. Hanne Larsens glaskunst omfatter både fade og pynteting.

Ydermere har hun udtænkt fantasifigurer, som hun kalder ”hjertet på rette sted”. Derudover har hun magneter, brocher og ørestikker med glas.

Tredje i rækken er Simon Ward fra Sillerslev, der er gedigen i oliemaleri. Således vil publikum kunne nyde en række af Simon Wards værker på udstillingen.

- Udstillingen har åbent i tre måneder, så det er jo hele sommeren, lyder det fra Steen Klærke, Strømpehusets Venner.

Stedets ferniseringer er oftest godt besøgt.

Til den seneste kom der over 95 interesserede for at få fortalt om de udstillede kunsthåndværk af kunstnerne selv, og for at få en lille forfriskning i selskab med de øvrige fremmødte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...