Royal Garden Jazzklub Mors præsenterer årets tredje jazzarrangement med en koncert i Musikværket fredag aften den 12. april. Det bliver med Sir Horstmanns Jazzband, der gennem de sidste godt 25 år har leveret glad og dansevenlig jazzmusik i ind– og udland.

Orkestret har otte medlemmer, og blev startet som et virksomhedsband, hvor alle medlemmerne havde tilknytning til Sønderjyllands Højspændingsværk. Alle havde erfaring med musik, men bortset fra et enkelt medlem havde ingen erfaring med at spille jazz.

Det har de fået i stor stil gennem, årene. Bandet har spillet i mange forskellige jazzsammenhænge, både i klubber og på festivals. Der er skiftet ud på flere instrumenter, og bandet er ikke længere så tæt knyttet til højspændingsværket.

Orkestret kapelmester er Gottfried Horstmann, der spiller klarinet. Han er initiativtager til dannelsen af bandet. Har over 50 års erfaring med jazz og finder størsteparten af orkestrets repertoire.

De øvrige instrumenter er banjo, trompet, trombone, bas, piano, trommer og guitar. Flere spiller forskellige instrumenter, og de fleste af medlemmerne bidrager også med vokal. Det er erfarne og alsidige musikere, og som det er almindeligt for masser af musikere, deltager de fleste af orkestrets medlemmerne også i andre orkestre.

Bandet har i tidens løb indspillet tre CD’er.

Niels Otto Degn fra Royal Garden Jazzklub lover en aften med glad og lyttevenlig jazz, og kan i øvrigt fortælle, at samarbejdet med Jazz i Thy fortsætter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...