Højskolen Mors har ansat Mette Damiri og Nikolai Seidelin som forstanderpar til at søsætte den nye Højskole.

Det er to kulturprofiler der nu rykker teltpælene op fra Thisted og flytter til Mors. I de knap 2 år de har boet i Thisted, har de sammen afholdt koncerter, holdt foredrag, arrangeret sangaftner og i det hele taget været engagerede og synlige i Thisteds kulturliv.

Mette Damiri har de sidste 2 år været leder af Thy Sangskole og har en master in arts and culture management fra Rome Business School. Hun har også erfaring som underviser på Rødding højskole, er tourmanager for den cubanske sangskriver Eric Mendez. Mette Damiri er sangskriver og musiker og har en række udgivelser bag sig.

Med over 14 års erfaring indenfor højskoleverden er Nikolai Seidelin en solid kapacitet, og godt klædt på til at gøre en højskoledrøm til virkelighed. Nikolai Seidelin har de sidste 2 år slået sine folder i Kulturrummet i Thisted, som projektleder/underviser. Han er mag. art. i idehistorie fra Aarhus Universitet og Eberhard-Karls Universität i Tübingen. Nikolai er både en aktiv foredragsholder og musiker, med en række musikudgivelser bag sig.

Formand for Højskolen Mors, Svend Erik Jørgensen oplyser, at bestyrelsen er begejstret over ansættelsen af det nye forstanderpar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...