Men samtalen om nordjysk identitet fortsætter til gengæld på de sociale medier indtil premieren i august 2021

THY-MORS: Kulturarv Nords projekt ”Vores Nordjylland” skulle have udstillet 63 nordjyders fotoer på dette års kulturmøde på Mors. Det er aflyst på grund af forsamlingsforbuddet som følge af coronakrisen, og udstillingspremieren på ”Vores Nordjylland” er dermed udsat til Kulturmødet 2021, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det er ni nordjyske kulturhistoriske museer, som har inviteret en række helt almindelige borgere i hele Nordjylland til at reflektere over deres nordjyske identitet gennem en kameralinse.

- ”Vores Nordjylland” hører på en måde sammen med Kulturmødet, hvor udstillingspremieren skulle være et samlingspunkt for samtaler om, hvad vi som nordjyder er for en størrelse. Vi vil dog arbejde ihærdigt på at skabe en spændende og tankevækkende fotoudstilling, der i stedet får premiere på Kulturmødet 2021, siger en af projektets tovholdere, Mette Kvist, der er museumsinspektør på Museum Mors.

Projektets facebook- og instagramsider vil fortsat være aktive. Mette Kvist opfordrer derfor alle nordjyder og danskere i det hele taget til at dele ord og billeder på de to sociale medier med deres synsvinkler på, hvad der er særligt nordjysk:

- Der er lang tid til august 2021. Men vi vil løbende holde gryden i kog. Vi har allerede fået mange gode bud på, hvad der er særligt nordjysk. Nu hvor projektet er forlænget, kan vi nå at få endnu flere billeder tilsendt. Og nu hvor vi ikke kan mødes fysisk, er vi klar på tasterne til en samtale online indtil udstillingspremieren næste år, siger hun.

”Vores Nordjylland” er et projekt, der udarbejdes af museumssammenslutningen Kulturarv Nord. I projektet sætter sammenslutningen fokus på ligheder og forskelle i den nordjyske identitet. Deltagernes billeder og refleksioner indsamles af Kulturarv Nord og præsenteres i en vandrefotoudstilling, der har premiere på Kulturmødet Mors 2021. De indsamlede billeder vil derefter rejse rundt i Nordjylland i 2021-22. Projektet ”Vores Nordjylland” er støttet af Region Nordjyllands Kulturpuljen 2019.

De ni museer er Museum Mors, Museum Thy, Limfjordsmuseet, Løgstør, Læsø Museum, Museum Moss, Dorf, Nordjyllands Historiske Museum, Aalborg, Nordjyllands Kystmuseum, Frederikshavn, Sæby og Skagen, Vendsyssel Historiske Museum, Hjørring, og Vesthimmerlands Museum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...