Både ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn” kan sagtens tåle at at blive læst i dag, siger Ilse Klink Jakobsen

NYKØBING: Forud for generalforsamlingen i Morsø Biblioteksforening torsdag 23. januar i Støberisalen på Morsø Folkebibliotek, inviterer foreningen til forfatterarrangement om Martin Andersen Nexø (1869-1954), fortæller formand Ilse Klink Jakobsen. Foredraget er gratis for medlemmer af foreningen, men koster 60 kr. for andre.

Foredragsholder er litteraturhistoriker og Nexø-forsker Henrik Yde, som ud fra sin anmelderroste biografi ”Nexø” fortæller om forfatterens liv og værk, og han giver naturligvis et bud på, hvorfor det i 2020 er vigtigt at interessere sig for den store socialrealistiske forfatter. Der er gået mere end 100 år, siden Nexø udgav 1906-10 sin nok mest kendte roman ”Pelle Erobreren” - et hovedværk i europæisk arbejderklasselitteratur, hvis indflydelse var enorm i samtiden. Også den bevægende roman ”Ditte Menneskebarn” skildrer underklassens vilkår omkring 1900 og udkom 1917-21. Begge værker kan sagtens tåle at blive læst i dag, siger Ilse Klink Jakobsen, som nævner, at 2019 genudkom ”Ditte Menneskebarn” på Gyldendal i anledning af forfatterens 150-års-fødselsdag.

Henrik Yde giver også en oversigt over proletarforfatteren Nexøs turbulente liv, sat i sammenhæng med Europas historie gennem første halvdel af 1900-tallet: Barndommen i små kår i København og på Bornholm, ungdommens højskoleophold i Østermarie og på Askov, mødet med de spanske anarkister og Nexøs forsvar for Sovjetunionen, som han betragtede som det eneste bolværk mod fascismen.

- Desuden giver Henrik Yde en indføring i Nexøs forfatterskabs grundtemaer: Forholdet mellem mand og kvinde og drømmen om en ny og bedre verden, siger Ilse Klink Jakobsen.

Henrik Yde har modtaget Martin Andersen Nexø Fondens Pris for sin livslange forskning i Nexøs forfatterskab.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...