En helt særlig læge på Mors

Den 6. december giver historiker Camilla Andersen fra Museum Mors et spændende indblik i overlægen Jacob Nordentofts dramatiske livshistorie og i de første år inden for bekæmpelsen af kræft på Mors og i resten af Danmark. Det sker i et foredrag på Dueholm Kloster, der bærer titlen ”Kræftoprør på Mors! - Da morsingboerne gav overlæge Nordentoft et kvantum radium i 50-års fødselsdagsgave.”

I 1922 tiltrådte den 40-årige læge Jacob Nordentoft overlægeembedet på sygehuset i Nykøbing. Her havde han sin daglige gang frem til 1951. I sine 29 år som overlæge på sygehuset nåede Nordentoft at få en enorm betydning for hele befolkningen på Mors, både på grund af sin status som en af øens vigtigste lægelige autoriteter og i kraft af sin viden inden for radiumbehandling. I årene inden sin ansættelse i Nykøbing havde Nordentoft flere gange været på rejser i Hamborg og Paris for at studere røntgen- og radium-terapi, og han var derigennem blevet en af landets førende læger inden for behandling af kræft med radium.

Historien om det, der undervejs blev kaldt ”kræftoprøret på Mors” tager sit udgangspunkt i den spæde start i danskernes kamp for at finde en kur mod kræft, en kamp som sygehuslægen Nordentoft var en aktiv del af gennem sit arbejde i Nykøbing. Under overfladen på denne på alle måder gode sag gemte der sig dog konflikter og intriger mellem overlægen på Mors og Landsforeningen for Kræftens Bekæmpelse i København. Landsforeningen modarbejdede i løbet af 1930’erne gang på gang Jacob Nordentofts arbejde og ikke mindst hans ønske om at få en større radiumbeholdning til morsingboernes sygehus i Østergade. Til sidst betød denne konflikt, at morsingboerne stiftede deres egen kræftforening i 1935. Historien om Nordentoft handler dog ikke kun om konflikter og modsætninger. Det er samtidig historien om, hvordan morsingboerne løftede i flok og gennem en fælles indsamling over hele øen samlede penge ind til køb af et kvantum radium i 1931. Radiummet var en gave, som taknemmelige morsingboere gav deres populære sygehusoverlæge i 50-års fødselsdagsgave. Gaven gav ham mulighed for at fortsætte sit vigtige arbejde med at bekæmpe kræften.

Foredragets omdrejningspunkt er den vellidte overlæge Jacob Nordentoft, hvis livshistorie Camilla Andersen folder ud. Foruden hans arbejde med radium og behandling af kræft, gemmer der sig nemlig en række spændende historier i fortællingen om Nordentoft, der var en mand, der foretog adskillige rejser til udlandet for at blive klogere på sygdomsbekæmpelse, og en mand der grundet sin høje status på Mors i 1943 blev taget som gidsel af tyskerne.

Camilla Andersens foredrag, der naturligvis vil være rigt illustreret, er en forsmag på den kommende særudstilling om sygdom og sundhed på Mors, der åbner den 12. april 2019 på Museum Mors. Foredraget finder sted i bestyrerboligen på Dueholm Kloster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...