udsolgt: Succesen gentages til marts

Tilstrømningen til Limfjordsteatret Hyg & Byg-arrangement i februar er så stor, at der nu meldes udsolgt. Til gengæld laves et ekstra-arrangement i marts

Interessen for Limfjordsteatrets Hyg & Byg-arrangementer er så stor, at teatret må melde udsolgt til Suppe, Hyg & Byg den 7. februar.

- Det er nærmest væltet ind med tilmeldinger i løbet af weekenden, så vi har været nødt til at skrive ud til nogle af de sidst tilmeldte, at der er udsolgt. Til gengæld gentager vi arrangementet torsdag den 7. marts og håber, det dermed lykkes at få alle interesserede med, siger teaterleder Gitta Malling.

Begge gange finder teatret de store suppegryder frem og inviterer på en portion suppe, garneret med musik og overraskelser undervejs – og så selvfølgelig en rundvisning i det nye byggeri på Limfjordsvej.

- Vi er helt overvældede og meget taknemmelige over den store interesse for at se og høre om det nye teaterhus – både fra lokale og fra folk udefra. Vi får løbende henvendelser fra både større og mindre organisationer og interessegrupper, som ønsker en rundvisning – og det giver vi meget gerne; vi er kun glade for, at vores teaterhus interesserer både morsingboerne og folk fra Holstebro, Aarhus, København og andre steder, siger hun.

Byggeriet er efterhånden langt fremme. Der lægges trægulve, sættes lofter op, de indvendige glasflader er på vej og elektrikeren knokler med de omfattende elektriske installationer.

- Tidsplanen holder, så vi regner fortsat med at begynde indflytningen i det tidlige forår, siger Gitta Malling.

Selv om det er slut med forestillinger i det gamle teaterhus i skolegården, har der endnu ikke været tid til at tage hul på det store nedpakningsarbejde. Forestillingen ”Carl von Cosels Hemmelige Liv” har været på turné det meste af januar, børneforestillingen ”VRED!” er på vej på landevejen og midt i februar vender holdet bag familieforestillingen ”morfarMORFARmorfar” tilbage og begynder at forberede en ny turné.

- Så vi har stadig fuld gang i huset. Men vi sorterer løbende, og om en måneds tid tager det fart. Da begynder vi for alvor at pakke ned, og i løbet af april og månederne frem flytter vi etapevist ind. Vi er i fuld gang med at søge penge hjem til inventar og udsmykning; vi får mange ekstra kvadratmeter at udfylde, siger Gitta Malling.

Men i første omgang skal suppegryderne i sving både 7. februar og 7. marts. Hyg & Byg-arrangementerne er gratis, dog skal man tilmelde sig pr. mail til Limfjordsteatret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...