Født i USA af en svensk mor og en russisk-jødisk far, opvokset i Danmark, uddannet økonom og så 50 år som professionel entertainer

NYKØBING: Onsdag aften 29. januar inviterer Morsø Teaterkreds til koncertshowet ”Nostalgi er ikke, hvad det har været” med Eddie Skoller. Det foregår i Musikværket i Nykøbing Mors og markerer Eddie Skollers 50-års-jubilæum som professionel scenekunstner. Forestillingen spillede 25 gange på Café Liva i København i efteråret 2018, men nu er den på landevejene.

Eddie Skoller fejrer jubilæet ved at gå tilbage til rødderne, så at sige, nemlig i opsætningen - én mand, én barstol og to guitarer - og i temaerne, som handler om både hans livshistorie og hans karriere, ligesom showets titel vel er meget skollersk:

- Det er en tur ned ad mindernes sti, siger Eddie Skoller, som fortæller, at han bevæger sig frem kronologisk, mens han fortæller om, hvem og hvad der har inspireret ham, og han giver så eksempler på nogle af de numre, som han huskes for, og som har haft betydning for hans karriere.

Er man fra den tid, husker man nok ”I Middelhavet sardinen svømmer”, som han slog igennem med 1969, ”En enkel sang om frihed” fra 1970, som lå nr. 1 på dansktoppen i flere uger og var hans første radiohit, og ”What did you learn in school today” fra 1977.

Eddie Skoller er oprindelig uddannet økonom fra Handelshøjskolen i København, og han fik derefter job først hos Danfoss på Als og siden i Bladkompagniet i København, men hans drøm var at blive entertainer. 1968 fik han sin første kontrakt, som var på et show i DR, og 1969 debuterede han med sit eget show i Tivolis Vise-Vers-Hus.

Den personlige baggrund er yderst international. Eddie Skoller blev født i St. Louis i Missouri i USA 1944, men har boet i Danmark siden 1950. Hans mor var svensk, mens han far var russisk jøde, født 1902, 1905 flygtet til København og 1940 videre til USA. Dertil, fortæller Eddie Skoller, havde han en finsk barnepige, og så har han som bekendt været gift med en norsk kvinde, sanger Sissel Kyrkjebø - foruden to øvrige ægteskaber.

Op til premieren på showet på Café Liva fik han hjælp af Jacob Morild til manuskriptsiden, mens Lars Knutzon instruerede. Showet fik mange roser i anmeldelser: ”Danmarks førende entertainer”, hed det hos CPH Culture, og Gregers Dirckinck-Holmfeldt sagde: ”Charmerende, selvironisk og suverænt musikalsk”.

Nærmere på teaterkredsens hjemmeside: www.morsoeteaterkreds.dk. Formand Jørgen Bruun Christensen oplyser, at der stadig er ledige pladser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...