EDC Mors er flyttet til nye lokaler i Havnegade 5 i Nykøbing

NYKØBING: Skiltene mangler endnu, men kontoret er i fuldt sving.

Ejendomsmæglerfirmaet EDC Mors er flyttet fra Vestergade 15 til Havnegade 5 i Nykøbing.

- Nu har vi fået dobbelt så meget plads og meget bedre parkeringsforhold, fortæller indehaver Peter Schertiger Laustsen, der sammen med Frank Kjelde overtog ejendomsmæglerfirmaet i januar 2019.

Peter Schertiger Laustsen nævner også andre fordele ved den nye placering.

- Beliggenheden gør, at mange flere turister kommer forbi butikken. Og det er jo potentielle sommerhuskunder, siger han.

I øjeblikket har han drønende travlt.

- Salget går simpelthen forrygende. Vi sælger flere huse end nogensinde. Især sommerhussalget boomer, siger Peter Schertiger Laustsen.

En mulig forklaring er, at flere og flere er begyndt på at holde ferie i Danmark. En sideeffekt af coronaen.

EDC Mors’ hjemmemarked er Limfjordsøen. Men Peter Schertiger Laustsen sælger også huse andre steder.

- Vi har lige solgt et sommerhus i Vorupør, fortæller han.

På grund af coronaen har kunderne endnu et åbent hus til gode.

- Det gør vi en gang efter sommerferien, siger Peter Schertiger Laustsen.

Mæglervirksomheden beskæftiger i alt fem ansatte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...