Alle aftaler fortsætter - men nu indgår taxikørslen i det landsdækkende system

HANSTHOLM: Siden taxivognmand Kurt Bjerregaard, Hanstholm i april afgik ved døden, har det været et åbent spørgsmål, hvad der skulle ske med Hanstholms taxiselskab igennem 45 år - Kurt’s Taxi. Nu har arvingerne efter Kurt Bjerregaard indgået aftale med det landsdækkende taxiselskab Dantaxi, der fra 1. juli overtager biler og chauffører.

Med aftalen bevarer Hanstholm den lokale taxidækning, og chaufførerne fortsætter i deres nuværende stilling. Ifølge John Vanggaard, der er direktør hos Dantaxi i Aalborg, kommer taxikørslen i Hanstholm til at fortsætte i samme ånd som hidtil, men kunderne kommer også til møde nye tiltag.

- Kunderne vil nok først og fremmest lægge mærke til, at den karakteristiske røde farve på taxierne i løbet af sommeren, erstattes med Dantaxis farver og logo. Når man træder ind i taxien, vil kunden opdage, at taxierne er monteret med plexiglasplade og en andre covid-19-tiltag. Det gør vi i alle vores taxier for at øge trygheden for passager og fører, siger John Vanggaard.

Med tilslutningen til Dantaxi får kunderne i Hanstholm også en ny måde at bestille taxien på. De seks taxier i Hanstholm kobles op på Dantaxis landsdækkende app, så kunderne bare med et tryk på telefonen kan bestille en taxi.

- Med appbestilling kan man vælge at køre efter taxameter eller til en fastpris, der er kendt på forhånd. Men er man ikke til apps og smartphones kan man selvfølgelig stadig bestille taxi som hidtil. Vi beholder det kendte telefonnummer 9796 1711, forklarer John Vanggaard.

De seks taxier i Hanstholm kommer også til at indgå i et samarbejde med taxier fra en række andre byer, som kan hjælpe hinanden på tværs af bygrænserne i bl.a. Thisted, Nykøbing Mors, Skive og Thyholm.

De forskellige tiltag indføres løbende over de næste måneder. Aftalen får ingen betydning for allerede bestilte taxier og eksisterende kundeaftaler med Kurt’s Taxi. Disse aftaler fortsætter som hidtil.

Dantaxi er Danmarks største taxiselskab med 1900 taxier tilsluttet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...