Det var noget ganske specielt, da Børnehuset Østergade i Nykøbing forleden afholdt den traditionsrige årlige cirkusforestilling. Forestillingen spilles hvert år af de børn, der nu er klar til at flyve fra reden i Østergade, og videre ud på deres færd, og snart i skole.

Det specielle i år er, at ud af de elleve børn i cirkusmanegen har de fem været i huset i Østergade hele deres liv. Med andre ord er de startet i vuggestue som helt spæde, og er rykket deres vej op igennem børnehuset.

Cirkus Østergade var på scenen om formiddagen og viste de resterende børn og pædagogerne deres cirkusnumre, mens børnenes familier var tilskuere om eftermiddagen.

- Det er særlig svært at sige farvel til de her børn. Vi har skiftet ble på dem og lagt dem i barnevognen. At sende dem videre er noget, der kan mærkes, fastslår pædagogmedhjælper Majbritt Jakobsen, der også selv har fulgt de nu flyveklare børn hele vejen igennem.

Og det er mange timer, børnene tilbringer i institution i dag.

Som Majbritt Jakobsen udtrykker det: - Vi har dem alle de gode timer på dagen, så vi er ret heldige.

Den seneste måned har stået i cirkussets tegn.

- Der er blevet tæmmet slanger, pudset klovnenæser og trimmet muskler til den store guldmedalje, smiler hun.

De elleve børn, der snart starter i skole, viste i cirkus i går, at de har øvet sig flittigt, og både publikum om formiddagen og om eftermiddagen var meget begejstrede. De kun to piger i gruppen havde alle muligheder for at være linedanserinder, mens de talstærke drenge gav hele ni stærke mænd.

Næste år er der igen Cirkus Østergade. Til den tid vil der være nye artister i manegen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...