Efter at være blevet bekendt med retningslinjerne har Familien Deleuran besluttet ikke at køre ud i år, fordi man ikke er i stand til at efterleve kravene

ROSLEV: Som alle andre måtte Cirkus Mascot fra Roslev lukke ned og dermed udskyde sin planlagte premiere i marts på denne sæson. Nu bliver der slet ingen sæson, fremgår det af en pressemeddelelse fra cirkuset, efter at man har erfaret kravene til genåbning af diverse aktiviteter efter afbøjningen af coronakrisen:

- Størrelsen på vores forretning gør, at vi ikke er i stand til at efterleve alle kravene, lyder det fra cirkusdirektør Marianne Deleuran, der selv træner, socialiserer og optræder med dyrene. Hun fortsætter:

- Selv om vi har kørt vores udgifter ned på lavt blus, kan vi ikke sætte vores ”bondegårds-abonnement” på standby.

25 dyr på cirkusgården

Cirkus Mascot og dermed Familien Deleuran har stadig 25 dyr på cirkusgården i Roslev - dyr, som skal fodres, plejes og passes året rundt. Stalden rummer både ponyer, æsler og grise, hvortil kommer hunde:

- Kun igennem positiv kontakt, kærlig omsorg og korrekt ernæring er det f.eks. muligt at have sunde og glade puddelhunde med i en forestilling, hvor man selv fra bagerste bænkerække kan se hundenes egen sprudlende begejstring, for deres deltagelse i manegen sammen med os, fortæller Marianne Deleuran og fortsætter:

- De fire af vores syv shetlandsponyer er over 30 år. Selv om om de foruden hø og halm får de deres daglige dosis senior-mysli og kosttilskud for muskler og led, tror vi fuldt og fast på, at deres aktive tilværelse og det, at de kommer på nyt græs hver dag, i de seks måneder, vi er sædvanligvis turnerer hvert år, ikke er uden skyld i deres høje alder.

Ingen hjælp efter 8. juni

Hun fortæller, at regeringens hjælpepakke hjælper Cirkus Mascot, men ikke ret meget længere:

- Vi er omfattet af en hjælpepakke, der dækker 80 pct. af de faste omkostninger frem til 8. juni og intet derefter. Vi har kigget på alle muligheder for at finde frem til, hvordan vi klarer driften herhjemme de næste 10 måneder. Det er ikke til at tage alt med i betragtning, men der kan jo f.eks. blive akut behov for dyrlæge.

Har startet indsamling

Marianne Deleuran fortæller, at siden man i marts i første omgang måtte udsætte turneen, har Cirkus Mascot modtaget en masse søde og betænksomme beskeder:

- Mange har opfordret os til at lave en indsamling,og grundet situationen er vi nu nødt til at prøve det, siger hun.

Indsamlingen, der følger i rækken af andre indsamlinger til bevarelse af dyr i zoologiske haver, dyreparker og cirkuser, findes på Cirkus Mascots facebookside, og man kan sende et beløb via MobilePay:

- Vi vil være meget taknemmelige hvis man vil støtte, så vi kan bevare vores firbenede venner, som danner rammen om hele Danmarks familiecirkus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...