Sangeren er finsk-ugrisk fra Sibirien, og trioen er færøsk, når Folk Club Mors åbner forårssæsonen fredag aften 24. januar hos Kulturkøbmanden i Sillerslev

SILLERSLEV: Fredag aften 24. januar skyder Folk Club Mors sin 11. sæson i gang hos Kulturkøbmanden i Sillerslev. På scenen den aften står den russiske sanger og perkussionist Vera Kondrateva, og hun bakkes op af den færøske trio Yggdrasil med pianist Kristian Blak som frontfigur, fortæller formand Lars Kristensen. Koncerten er støttet af Statens kunstfond og Morsø kommune.

Yggdrasil er på turné i januar, og udover koncerter i Tyskland og Østrig er der tre koncerter i Danmark, i København, på Mors og i Odense. Yggdrasil blev dannet som ensemble i 1981 af pianist og komponist Kristian Blak og har fra begyndelsen været sammensat af færøske musikere og musikere fra andre lande.

På denne turné med sanger Vera Kondrateva, der som tilhørende det sibiriske khantyfolk, der hovedsagelig bor ved floden Ob, har finsk-ugrisk baggrund. Udover at være kendt som sanger og musiker er hun også international talskvinde for minoritetsfolk. Hovedvægten af musikken på turneen er khanty-relateret - dog som en led i en musikalsk cirkumpolar rejse til Jakutien, Aleuterne, Grønland, Færøerne og Sameland.

Yggdrasil har udgivet 19 albummer og turneret på samtlige kontinenter. Udover Kristian Blak består trioen af bassist Mikael Blak og guitarist Hedin Ziska Davidsen.

Se også klubbens hjemmeside: www.folkclubsmors.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...