Når vi kommer et stykke hen i september måned, siger Britt Geisler ”slut, prut, finale” til sin brugskunstforretning i gågaden i Nykøbing, og lukker Geisler Art.

Det sker hverken på grund af manglende kunder eller konkurrence fra nethandel. Det er helbredet, der får Britt Geisler til at dreje nøglen om efter fire år som butiksindehaver.

Britt Geisler har haft leddegigt siden sit ottende år, men det er ikke gigten, der er årsagen. Den har for længst nået et stadie, hvor den er stillestående. Det er synet, der udgør den største udfordring.

- Jeg havde beholdt min butik, hvis jeg kunne se. Men mit syn bliver værre, og i dag har jeg kun fem procent syn på det ene øje, fortæller Britt Geisler.

Den sunde humor er i behold når hun fortæller, at arbejdet i butikken derfor sommetider kræver lidt hjælp fra kunderne, som for eksempel selv pakker deres varer ind.

- Men det kan nu ligeså vel være, fordi jeg selv pakker så grimt ind, smiler hun og tilføjer: - Så længe, jeg kan snakke, så går det nok.

Med fire år i Geisler Art har Britt Geisler fået afprøvet sin drøm, og det er hun glad for.

- Jeg har nydt mine mange kunder, har mødt utrolig mange forskellige mennesker i min butik, og også herigennem fundet nye venskaber.

Fremover bliver der mere tid til en af Britt Geislers store hobbyer, maleriet. Rundt om i lejligheden hænger flere af egne værker. Men først og fremmest bliver der ekstra tid til den smukke bofælle, Olivar, som er en kat af racen maine coon. Noget af den nyerhvervede fritid kunne Britt Geisler måske også bruge på at planlægge en myndighedsfest til Olivars fødselsdag næste år.

Indtil videre er der dog stadig mulighed for at købe blandt andet store Pinocchio-dukker i træ i Geisler Art i Algade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...