- Luk døre og vinduer, hvis ikke du kan slukke ilden selv, lyder opfordringen fra Nordjyllands Beredskab

Opdateret 10. december klokken 9.15

ØSTER JØLBY: Branden, der opstod på Søndervej i Øster Jølby på Mors onsdag ved middagstid, skyldes cigarretgløder i sofaen. Den konklusion er lokalpolitiet i Thisted kommet frem til efter at have efterforsket sagen.

Husets beboer havde siddet og røget i sofaen, og da det ringer på døren springer hunden op i sofaen. Ved et uheld lander en glød i de bløde puder, da vedkommende rejser sig for at åbne døren. Kort efter forlader husets beboer og hunden stedet. Da de vender tilbage, er huset fyldt med røg.

- Det er en såkaldt glødebrand, og der var helt sort derinde, forklarer politikommissær Jørgen Jensen.

Det står klart, at branden nærmest havde slukket sig selv, da et slukningstog med brandfolk fra stationen i Nykøbing Mors nåede frem.

Da beredskabet nåede frem og fik sendt to røgdykkere ind i huset, kunne de konstatere, at ilden faktisk havde kvalt sig selv.

- Da døre og vinduer havde været lukket, havde ilden heller ikke fået lov at udvikle sig fuldt ud. Vi kan se, der har været rimelig brandudbredelse, men på et tidspunkt har der været så meget røg derinde, at den faktisk har kvalt sig selv. Vi brugte nærmest ingen vand. Kun lige lidt, hvor røgdykkerne kunne se, at det var varmest, fortalte indsatsleder Nicolai Kanstrup til NORDJYSKE onsdag.

Han tilføjer, at branden i Øster Jølby er en god påmindelse til folk, der opdager en brand, de ikke selv har mulighed for at slukke. Det kan være nyttig viden - ikke mindst i en juletid, hvor det ofte er set, at levende lys i tørre dekorationer har været skyld i brande.

- Så skal de sørge for at lukke døre og vinduer, hvis de kan nå det, for det hjælper faktisk med til, at branden ikke bliver så stor, siger indsatslederen.

Den 54-årige beboer får nu en bøde for at have overtrådt brandlovgivningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...