Når man hedder Hans Ejner Bertelsen og er bosat på Mors, er det ensbetydende med en stilling som borgmester i Morsø Kommune. Med andre ord en stilling, et arbejdsliv og et ansvar, der er anderledes end de fleste andres. Ikke desto mindre er en borgmester også et ganske almindeligt menneske, som fejrer både jul og nytår. Lige som alle vi andre.

Ugeavisen satte sig for at fortælle læserne lidt om vores borgmesters jul og hans entré i 2019. Det var Hans Ejner Bertelsen helt med på.

Han nyder oven i købet at få lejlighed til at snakke om lidt andet end politik for en gangs skyld. Så herunder kan du læse borgmesterens svar på Ugeavisens nysgerrige spørgsmål.

Hvad fik du i julegave?

- Jeg fik tøj, bøger og lækker chokolade (som jeg burde forære væk).

Hvordan tilbragte du Nytårsaften?

- Nytårsaften blev tilbragt sammen med gode venner, ganske som de sidste 35 år. Da børnene var små, var vi ude at lave Nytårsløjer, men det er slut nu.

Er vejret godt kan vi da godt gå en tur, når fyrværkeriet er brændt af. 90 års fødselsdagen og Rådhusuret kl. 24.00 bliver dog aldrig forsømt.

Hvad er dit syn på fyrværkeri?

- Fyrværkeri skal der til. Lidt, men godt. Jeg indrømmer gerne, at jeg på det punkt er lidt nærig, men når vi går sammen med venner om det, kan vi godt være det bekendt.

Hvad ønsker du dig personligt af det kommende år?

- Vi skal bytte bolig med vores søn og svigerdatter og jeg håber, at vi alle finder os tilrette og bliver glade for vore ”nye” omgivelser. Så ville det også være dejligt, hvis vore to børn i Århus begyndte at tænke Mors ind i deres fremtidsplaner.

Hvad ser du som den største udfordring i Morsø Kommune lige nu?

- At tiltrække nødvendig arbejdskraft og at fastholde dygtige medarbejdere.

Hvad ønsker du dig for Morsø Kommune det kommende år?

- For Mors håber jeg, at vi får Udviklingsplanen 2030 skubbet i gang, og får den drøftet med alle Morsingboer. Derudover glæder jeg mig til at vi kommer videre med de mange tiltag og udviklingsprojekter, der allerede er besluttet og som der er fundet midler til.

Hans Ejner Bertelsen ønsker alle morsingboer et lykkeligt nytår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...