LOF Thy-Mors til inviterer til foredraget ”Børn, bøvl og bigballer - et bondekoneliv” på Sjørring Skole

SJØRRING: Torsdag aften 24. oktober inviterer LOF Thy-Mors til foredraget ”Børn, bøvl og bigballer - et bondekoneliv” på Sjørring Skole med Marianne Jørgensen, som i mere end 25 år har skrevet klummer i Landsbladet og Landbrugsavisen under rubrikken ”Brev fra Salling”.

Hun er født 1966, uddannet lærer, men blev gift med landmand Henry Jørgensen, mor til tre og har siden 1993 skrevet klummer om livet på herregården Kjeldgård ved Selde i Nordsalling fra 1524.

Foredraget er et slags nutidshistorisk vidnesbyrd om livet i almindelighed, om børneopdragelse, landsbyliv, udegrise, indegrise, folketingsvalg, strukturudvikling, hestehold, krise, politik, fællesskab og ægteskab - om liv og død på et moderne landbrug. Det holdes i en humoristisk tone - med grinegaranti, lover skoleleder Else Foget, Skyum, også på cowboyrækkerne. Der kan købes øl, vand og vin.

Marianne Jørgensen voksede op i Horsens og senere i Ribe, og da hun fik studenterhuen på, var sporene lagt frem mod en almindelig forstadstilværelse. Men så mødte hun en ung landmand på en højskole, og pludselig tog hendes liv en uventet drejning. Udover klummerne har hun også skrevet romaner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...