M. C. Holms Børnehus er med i landsdækkende projekt

NYKØBING: I dag, torsdag 10. oktober, trækker børn i Nykøbing Mors i forklæder, når de deltager i ”Bag for en sag 2019”, fremgår det af en pressemeddelelse fra Børns Vilkår. Sammen med børn fra resten af landet er de med til at gøre en forskel for børn, der har det svært. Overskuddet fra deres salg af bagværk doneres nemlig til BørneTelefonen.

M.C. Holms Børnehus er en af de mange institutioner, der deltager i Bag for en Sag i år:

- Vi har bagt med de ældste børnehavebørn flere gange i ugerne op til 10. oktober. På dagen inviterer vi alle forældrene til ”Forældrekaffe”, hvor børnene bestyrer en bod og sælger deres bagværk. Vi får talt en masse om, hvad BørneTelefonen er, og hvordan vi kan hjælpe andre børn blot ved at bage kage til mor og far, fortæller Lena Stampe fra M. C. Holms Børnehus.

Dermed er børn fra Nykøbing Mors med til at sørge for, at endnu flere børn og unge i Danmark kan få hjælp på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der er blevet afholdt siden 2005. BørneTelefonen havde i fjor 49.345 rådgivninger med børn og unge - om alt fra forelskelse og venskaber til mobning, ensomhed og tanker om selvmord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...