Hans kone Camilla Gubi Glintborg, der er morsingbo, er samtidig startet som lærer

BLIDSTRUP: Flaget var hejst på Blidstrup Efterskole fredag morgen 1. november, da skolens ny forstander, Kristen Gubi Glintborg, og hans familie blev budt velkommen. Der var stort fremmøde - naturligvis af elever og ansatte samt bestyrelsen, men også af familier, venner af skolen, skolekredsen, tidligere forstandere på skolen og forstanderkolleger fra andre efterskoler plus medlemmer af lokalsamfundet, fremgår det af en pressemeddelelse fra skolen.

Kristen Gubi Glintborg har en vision om at drive Blidstrup Efterskole videre på det eksisterende værdigrundlag, men har mange udviklingsideer i ærmet, som alle har til formål at dygtiggøre eleverne menneskeligt, fagligt og kreativt. En stor drøm er at styrke efterskolens linjeudbud i de kommende år ved at gøre et større brug af de kvaliteter, der er i og omkring efterskolen.

Den ny forstander startede i jobbet 21. oktober. Han og familien flyttede i efterårsferien ind i forstanderboligen. Han er oprindelig fra Christiansfeld, og hans kone Camilla Gubi Glintborg er fra Sillerslev. Hun havde første arbejdsdag på skolen som uddannelsesvejleder og lærer 1. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...