Torsdag 28. november er der bl.a. adventsbasar for forældre og andre pårørende

BJERGBY: Her i uge 48 står det i emneugens tegn på Bjergby Friskole. Hele skoleområdet var ændret til én by, som hedder Bjergkøbing.

Skoleleder Luise Boje Mortensen fortalte ved NORDJYSKE’s besøg onsdag formiddag, at alt skal fungere som en by med mange virksomheder, og selvfølgelig skulle der også være en borgmester. Af virksomheder kan bl.a nævnes Restaurant Heimdal, teater, biograf, news, skønhedsklinik, køreskole, produktionsværksted og mange flere. Man lavede også tilsvarende sidste år, og det jo er noget, der skal planlægges, så det tager tid:

- Men nu er vi i gang, lød det fra Luise Boje Mortensen.

For hver virksomhed er der både ansatte og ledelse. Lederen i hver enkelt virksomhed er en af de ældste elever. Eleverne har også skullet lave vagtplaner.

Har man med virksomheder at gøre, kræver det kapital. I Bjergkøbing har man egne penge - møntfoden hedder heimdaler. Da reporteren var på besøg, var der fuld gang i alle virksomheder. I restauranten kunne man få serveret forskellige lækkerier i form af pizza, risengrød og småkager samt et glas saftevand eller vand.

For at en virksomhed kan eksistere, skal der også være kunder til at aftage varerne. Dem var der også tænkt på. Mange elever var ”valgt” til at være kunder, som så kunne bevæge sig rundt på skolen for at købe ind af de varer, virksomhederne tilbød. F.eks kunne man købe hjemmelavede bolsjer og karameller, eller man kunne få ordnet hår eller negle - eller noget helt tredje. Hver af de ansatte blev aflønnet med 200 heimdalere om dagen - og lederen noget mere.

Det hele osede af hygge, og eleverne gik bestemt op i emnet.

I morgen, torsdag 28. november, er der adventsbasar, hvor forældre og andre pårørende kan kikke forbi.

Bjergby Friskole havde sidste år 150-års-jubilæum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...