Det er smertefuldt, men jeg synes, det er en rigtig beslutning, siger Henning Toft Bro

THY-MORS: Selv om der endnu ikke er kommet en officiel meddelelse fra Kirkeministeriet efter kirkeminister Joy Mogensens (S) forhandlinger fredag med kirkeordførerne i Folketinget, fastslår biskop Henning Toft Bro, Aalborg, på stiftets hjemmeside, at der alligevel ikke bliver tale om at åbne kirkerne delvist i påsken:

- Efter en del forvirring er der nu skabt klarhed om påskedagsgudstjenesterne. Der bliver ikke holdt gudstjeneste i vore kirker. Det er smertefuldt, men jeg synes, det er en rigtig beslutning. Lad os glæde os over, at vi i Aalborg Stift har masser af kirker, der i stedet sørger for, at vi alle kan deltage i onlinegudstjenester og andre aktiviteter, hvor vi er kirke sammen på afstand. Det betyder, at opstandelsesbudskabet forkyndes til glæde og trøst. Også i år, siger biskoppen til hjemmesiden.

Flere kirkeordførere havde foreslået en begrænset åbning af nogle kirker, og kirkeministeren drøftede derfor torsdag spørgsmålet med landets biskopper. Men et flertal af biskopperne ønsker, at folkekirken skal følge de regler, der i øvrigt gælder i samfundet. Derfor meddelte ministeren torsdag aften, at det blev hendes indstilling til kirkeordførerne.

Henning Toft Bros kollega i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, siger på netsitet www.folkekirken.dk:

- Det gør ondt langt ind i hjertet, at vi ikke kan fejre påsken sammen i kirkerne i år. Men det er sådan, folkekirken viser samfundssind og næstekærlighed, for vi holder afstand for at beskytte hinanden og særligt de mest udsatte mennesker blandt os.

Han prædiker påskedag ved gudstjenesten fra Viborg Domkirke, som sendes på DR. Tv-gudstjenesten, der er produceret af folkekirken og sendes på DR1 og DR2, er et blandt mange ny tiltag, som hurtigt er kommet i stand under nedlukningen af hele samfundet.

Netsitet oplyser i øvrigt følgende om gudstjenester i radio og tv på DR:

Påskens gudstjenester på DR TV:

Palmesøndag 5. april kl. 14 på DR2: Fra Sankt Pauls Kirke ved sognepræst Kathrine Lilleør.

Langfredag 10. april kl. 14 på DR2: Fra Sankt Pauls Kirke ved sognepræst Kathrine Lilleør.

Påskesøndag den 12. april kl. 10 på DR1: Fra Viborg Domkirke ved biskop Henrik Stubkjær.

Påskesøndag 12. april kl. 14 på DR2: Fra Viborg Domkirke ved biskop Henrik Stubkjær.

Påsken i DR Radio P1:

Palmesøndag 5. april kl.10: Direkte fra Københavns Domkirke ved sognepræst Steffen Ringgaard Andresen.

Skærtorsdag 9. april kl.10: Direkte fra Københavns Domkirke ved sognepræst Stine Munch.

Langfredag 10. april kl.10: Direkte fra Københavns Domkirke ved sognepræst Eva-Maria Schwarz.

Påskesøndag 12. april kl.10: Direkte fra Københavns Domkirke ved biskop Peter Skov-Jakobsen.

2. påskedag 13. april kl.10: Direkte fra Københavns Domkirke ved domprovst Anders Gadegaard.

Desuden Morgenandagten mandag til lørdag kl 8.05 på P2 og DR2 også direkte fra Københavns Domkirke.

Påskedag er der premiere på et helt nyt trosprogram på P1 med Anders Laugesen som vært.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...