Historiegruppen venter at kunne præsentere bogen til august med ca. 500 billeder, tekster og interview

ERSLEV: Det skulle have været til Kulturmødet Mors, som nu er aflyst rent fysisk, men det bliver alligevel til august, at der udkommer en stor billedbog om Erslev Sogns historie, især perioden 1950-70, fortæller gruppen bag.

Gruppen består af Knud Sørensen, Erslev, født 1947, og Iver Søndergaard, Thorning, født 1949, samt søstrene Bodil Margrethe Mortensen, Viborg, født 1953, og Kirsten Marie Eg, Sundby Mors, født 1960, som alle har gået i Erslev Skole - foruden René Hovgaard Sørensen, Erslev, født 1976, der først flyttede til byen for 10 år. Dertil har Ester Bukhave, Bording, og Per Wiben, Nykøbing, tidligere været inddraget i arbejdet.

Det begyndte faktisk 2011, hvor Bodil Margrethe Mortensen og Iver Søndergaard havde indbudt til et lysbilledforedrag om huse i Erslev, og 2017 kom der så en opfordring fra Peter Therkildsen, der er formand for Kalkovnens Venner, som foreningensmæssigt er baggrund for historiegruppen. Siden er gruppen mødtes regelmæssigt hos Knud Sørensen, der bor i Erslevs gamle brugsforening, hvor det tidligere butikslokale har fungeret som arbejdsrum. Per Wiben, som var med fra starten, men måtte gå ud af gruppen på grund af arbejdspres, voksede selv op i brugsforeningen, hvor hans far var uddeler.

Der bliver tale om en billedbog på 150-175 med fast ryg og i A4-format. Oveni billedtekster til de ca. 500 billeder - ud af ca. 1000 indsamlet - som man venter at bringe i bogen, kommer den også til at byde på tre interview med ældre mennesker fra Erslev, nemlig P. Chr. Houmøller og Søren Nørgaard samt søstrene Anne Bovbjerg og Rita Hunderup.

Gruppen har fået 2000 kr. i støtte fra Frøslev-Mollerup Sparekasse, og de er gået til indkøb af en billedscanner. Dertil har man fået 10.000 kr. fra Morsøfonden og 6500 kr. fra Veluxfonden. De er grundlaget for bogprojektet, hvor man venter et oplag på 300 styk, men endnu ikke tør sætte pris på, da man ikke er færdige med forhandlinger med trykkeri og bogbinder. Den del af projektet står René Hovgaard Sørensen for.

Billederne vises i bogen adresse for adresse, enkelte med mere end ét billede, og der mangler ikke nogen adresser, mener gruppen, som har arbejdet intenst og med kontakt til mange, bl.a. også via facebook. Billederne er primært skaffet fra luftfotoarkivet på Det Kongelige Bibliotek samt fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv og private. De sidste har budt på en del efterkolorerede luftfotografier samt enkelte gårdmalerier. Når bogprojektet er afsluttet, afleveres materialet til Morsø Lokalhistoriske Arkiv på Museum Mors.

- Nogle billeder har ikke haft det så godt, men jeg har i photoshop forbedret dem så meget, jeg kunne, fortæller Iver Sørensen, der har stået for den del af arbejdet.

Og Knud Sørensen er selv - sammen med sin far og bror - med på det efterkolorerede foto, man har af hans fødehjem på adressen Lyngbro 17:

- Luftbilledet er taget omkring 1955. Da de kom for at sælge os billedet, sagde min mor, at hun kun ville købe det, hvis fotografen fjernede det vasketøj, hun havde haft ude den dag, billedet blev taget. Det blev så gjort, og man kan faktisk godt se det i de grønne farvenuancer på efterkolorerede billede, siger Knud Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...