Bilister forsikret i det medlemsejede GF kommer godt fra start i 2021. Alene i Thy og på Mors deler de lokale GF-bilister næsten fire millioner kroner

THY-MORS: Regnskabet for det forgangne år er gjort op, og de lokale bilforsikringstagere i GF får i denne uge besked om, hvad overskudsdelingen konkret betyder for dem hver især i kroner og øre.

- Coronaåret 2020 var et strengt år for rigtig mange, men vi kan heldigvis glæde os over, at de færre biler på vejene - senest under den totale nedlukning af flere nordjyske kommuner - har betydet færre bilskader. Det er en af årsagerne til det flotte resultat, hvor bilisterne i Thy og på Mors deler fire millioner kroner. Også i naboområdet mod syd er det gået rigtigt godt med bilskaderne, og i Salling-Fjends deler bilisterne således 4,9 millioner kroner, siger Svend Aage Pedersen, der er formand for GF Skive, Thy og Mors.

- Med et samlet overskud på 8,9 mio. kroner på de lokale bilforsikringer må vi konstatere, at vores medlemmer kører fornuftigt og er gode til at passe på sig selv og andre i trafikken, fortsætter Svend Aage Pedersen.

GF Skive, Thy og Mors er en af i alt 34 forsikringsklubber i det medlemsejede GF Forsikring og har kontorer i både Nykøbing og Skive.

GF er ejet af medlemmerne, og siden GF Forsikrings første leveår i 1960’erne har grundideen været, at medlemmer - og ikke aktionærer - skulle dele årets overskud.

Derfor er GF’s overskudsdeling også solidarisk.

Jo færre skader, jo mere i overskud til alle, og det betyder, at har man haft en skade i løbet af året, så får man alligevel del i overskuddet.

Rent praktisk foregår det på den måde, at den enkeltes andel af overskuddet trækkes fra prisen på forsikringerne, efterhånden som de fornys i 2021.

GF Forsikrings medlemmer i hele Region Nordjylland deler et samlet overskud på mere end 13 millioner kroner på bilforsikringerne og næsten 5,5 millioner kroner på deres andre forsikringer i GF.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...