For Aalborg Håndbold handler det mere om hårdt arbejde end poleret spil, mens Mors-Thy var frustreret over et smalt nederlag

HÅNDBOLD: Midtvejs i første halvleg lignede det en af de roligere dage på kontoret, men Aalborg Håndbold løb alligevel ind i problemer onsdag aften mod et skadesplaget Mors-Thy-hold.

En føring på seks mål blev formøblet, og godt midtvejs i anden halvleg lugtede hjemmeholdet i stedet sejren, da Mads Hoxer Hangaard bragte sit hold foran 22-20. Til sidst skruede de forsvarende mestre dog igen bissen på og tog to forventede point med hjem fra Mors.

- Vi skulle have været smartere i første halvleg, men vi har ikke så meget overskud og selvtillid i øjeblikket. Hver en fejl vi laver, gør ondt, og det har vi talt om, at vi skal udover, for vi så jo i første halvleg, at når vi spiller igennem, så er vi mange hold overlegne, siger Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard.

FAKTA

Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 26-28 (12-15)

Stillinger undervejs: 2-3, 5-8, 6-11, 10-14, 12-15 (pausestilling), 15-16, 19-19, 22-20, 23-23, 24-25

Mål, Mors-Thy: Mads Hoxer Hangaard 9, Bjarke Christensen 8, Lasse Pedersen 4, Jonas Gade Nielsen 2, Jens Dolberg 1, Emil Bergholt 1, Marcus Midtgaard 1

Mål, Aalborg Håndbold: Lukas Sandell 9, Magnus Saugstrup 7, Nikolaj Læsø 3, Buster Juul 3, Sebastian Barthold 2, Felix Claar 2, Henrik Møllgaard 1, Jonas Samuelsson 1.

På bundlinjen står trods alt, at Aalborg Håndbold resultatmæssigt fik rettet op på weekendens skuffende nederlag til Ribe-Esbjerg, og det er værd at tage med efter et efterår, hvor de mange kampe efterhånden har sat sit præg på aalborgenserne.

- Vi skal kigge langt efter det polerede spil i øjeblikket. Lige nu handler det om hårdt arbejde, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi fik kittet tingene sammen og fandt energien til at trække det længste strå til sidst, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

For Mors-Thy var onsdagens nederlag til gengæld det ottende i træk i ligaen, og størstedelen er tabt marginalt.

- For at sige det mildt er det helt vildt irriterende, at vi ikke lige har haft den sidste skarphed. Vi kunne have haft otte point i de sidste fire kampe i stedet for nul, men vi må tage de gode ting med videre.

- Gejsten er der, og spillet er også godt i store perioder. Vi er tilfredse med 80 procent, men mangler de sidste 20 procent, og det er der, pointene ligger, sukker højrebacken Mads Hoxer Hangaard, der blev sit holds topscorer onsdag aften.

Han måtte også trække et stort læs i en Mors-Thy-bagkæde, der var uden Frederik Tilsted, Erik Toft og Sander Øvrejordet.

- At vi alligevel kan være med i kampen viser bare noget om, hvor god en bredde vi har, siger Mads Hoxer Hangaard.

De mange nederlag har dog sendt holdet på en rutsjebanetur i tabellen og udenfor den top-otte, der får adgang til slutspillet.

- Vi tror 100 procent stadig på, at vi kan komme i slutspillet, men vi skal ikke kigge så meget på tabellen i øjeblikket. Det er dog rigtig vigtigt, at vi får en sejr at gå på juleferie med, siger Mads Hoxer Hangaard med henvisning til udekampen mod Ribe-Esbjerg 22. december.

For Aalborg Håndbold var sejren vigtig i forsøget på at hænge på GOG i toppen. Fynboerne er et point foran på førstepladsen og har endda spillet to kampe færre.

- Det bliver svært at nå førstepladsen, men vi kommer til at jagte det helt til sidst, og derfor var det også så vigtigt at få to point her. Nu gælder det om at samle energi til at jagte en ny sejr på tirsdag mod SønderjyskE, siger Stefan Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...