Aalborg Håndbold formøblede en stor føring, men besejrede alligevel et skadesplaget Mors-Thy-hold

HÅNDBOLD: Vejen dertil var ikke overbevisende, men Aalborg Håndbold hentede onsdag aften en vigtig sejr i forsøget på at hænge på GOG i toppen af HTH Herreligaen, da udekampen mod Mors-Thy blev vundet med 28-26.

De forsvarende mestre er nu et enkelt point efter det fynske tophold, der til gengæld har spillet to kampe færre. For Mors-Thy Håndbold var det til gengæld det ottende liganederlag i træk.

Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen.

Mors-Thy var svækkede i kraft af afbud fra Frederik Tilsted, Erik Toft og Sander Øverjordet, og det kunne hurtigt ses.

Hjemmeholdet fulgte godt nok med til 5-5, men så begyndte den decimerede bagkæde at lave for mange fejl, og det blev udnyttet af gæsterne.

Aalborg Håndbold gik fra 5-5 til 11-5, og det var især takket være en storspillende Lukas Sandell. Den svenske højre back scorede seks af gæsternes første ni mål.

Mod slutningen af første halvleg fik Mors-Thy dog ryddet lidt ud i fejlene, mens spildprocenten også blev højere hos gæsterne.

Bjarke Christensen og Mads Hoxer gik forrest hos hjemmeholdet, der også kunne gå til pause med en succesoplevelse, da Bjarke Christensen i første halvlegs sidste sekund reducerede til 12-15 få øjeblikke, efter at Felix Claar havde forpasset en god mulighed for igen at sende Aalborg Håndbold foran med fem mål.

Fremgangen fortsatte for Mors-Thy fra anden halvlegs start. Indskiftede Simon Gade kunne slet ikke få fat i Aalborg-målet, og syv minutter inde i anden halvleg udlignede hjemmeholdets Lasse Pedersen til 17-17.

Godt 12 minutter inde i halvlegen tog Mors-Thy så også aftenens første føring, da Jens Dolberg bragede bolden ind til 21-20.

Det fik Aalborg-træner Stefan Madsen til at give en opsang i en timeout, og selv om Mads Hoxer kort efter også bragte Mors-Thy foran med to mål, fik Aalborg Håndbold rettet op på sagerne igen.

Gæsterne scorede tre gange i træk og fik bragt sig tilbage i teten, men formåede alligevel ikke at trække afgørende fra. Mors-Thy kæmpede forbilledligt imod, men et par redninger fra Mikael Aggefors i målet betød, at Felix Claar kunne sende Aalborg godt på vej mod sejren, da han scorede til 26-24 med små tre minutter igen.

Et halvt minut før tid blev det så endegyldigt afgjort, da Sebastian Barthold scorede til 28-25, og derfor var Mads Hoxers sidste reducering blot kosmetik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...