Der er nu indkaldet til stiftende generalforsamling i Foreningen Aagaard onsdag aften 26. august

HURUP: Projektgruppen bag ønsket om at fortsætte tekstilcentret Aagaard i Refs syd for Hurup har nu indkaldt til stiftende generalforsamling i Foreningen Aagaard. Den holdes på Hotel Thinggaard i Hurup onsdag aften 26. august.

Projektgruppen, der består af en gruppe frivillige og lokale ildsjæle, der bl.a. er undervisere, designere, restaureringshåndværkere og ledere inden for frivilligt arbejde og foreningsliv, har konsolideret sig siden januar 2020, fremgår det af en pressemeddelelse, hvori det videre hedder:

”Ideen er at etablere en frivillig drevet nonprofitorganisation der skal være med til at udføre visionerne for Aagaard som international og national kraftcenter for udvikling og bevaring af håndværk, såsom tekstil, træ, metal etc. Aagaard skal tilmed være et fyrtårn inden for kulturlivet i Sydthy og spille en vigtig og aktiv rolle i Thy generelt. Ambitionerne er høje, og vi søger ligesindede legekammerater, der ser muligheder og fordele i at være med til at udvikle Aagaard, der har bæredygtighed som værdisæt.”

Projektgruppen har samlet et korps på over 70 frivillige, og i maj fik man en bevilling på 1 mio. kr. fra Realdanias underværkerkampagne til at etablere et træ- og multiværksted. Der er endvidere om at energioptimere bygningsmassen på gården, som har over 200 år på bagen, skabe undervisningslokaler, sovepladser og reetablere de grønne områder omkring Aagaard.

Nærmere på: www.aagaard-tekstil.dk og facebook: ”Aagaard Tekstil”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...