Jubilæum: Guidede rundture på dagen

Den 30. maj 2019 er det 40 år siden museet i en af de store tyske kanonbunkere i Hanstholm åbnede.

Jubilæet markeres ved, at der på dagen er adgang til museet til halv pris. Museet byder derudover på kaffe og kage samt guidede rundture i museumsområdet.

Da bunkermuseet åbnede, delte det vandene, men i 2018 havde det 62.413 besøgende, og det er dermed en af Nordvestjyllands største turistattraktioner.

Idéen om at lave et museum i en af de store, tyske bunkere fra 2. Verdenskrig i Hanstholm opstod allerede midt i 1960’erne, da lokale turistfolk blev opmærksomme på, at der var stor interesse for de tyske bunkere fra 2. Verdenskrig.

I begyndelsen var der ikke meget at se i museumsbunkeren udover bunkeren selv. I nogle af rummene var der opsat plancher med billeder, tekster og tegninger, men ellers var det mest bygningen i sig selv, som var attraktionen.

Efterhånden er mange af rummene blevet ført tilbage til deres oprindelige udseende, så man kan få en oplevelse af, hvordan det var at leve i bunkeren. Udstillingerne er naturligvis også løbende blevet fornyet og moderniseret. I terrænet omkring museumsbunkeren er alle bunkerne også efterhånden gravet frem igen, så man virkelig får et indtryk af befæstningens omfang. I 1991 genetableredes batteriets ammunitionsbane på en kortere strækning, og toget har siden kørt troligt hver sommer.

Det store spring fremad i Bunkermuseets formidling kom med den nye udstillingsbygning ved siden af bunkeren. Udstillingsbygningen blev indviet i 2002, og den rummer udover faciliteter for gæster og personale udstillingen ”Hanstholm besat – Fjende og nabo”, som fortæller historien om besættelsen og 2. Verdenskrig set fra Hanstholm.

Afdelingsleder, museumsinspektør Jens Andersen siger:

- Krigshistorie er jo grundlæggende spændende, men vi er meget bevidste om, at det ikke skal være fascination og krigsteknik det hele. Så vi fortæller også lokalbefolkningens og de tyske soldaters historie. Det er vigtigt at få sat bunkerne og deres historie ind i en større sammenhæng. Der var ingen kampe og næsten ingen døde i Hanstholm. Men selvom det gik relativt roligt for sig i Danmark, skal man ikke glemme, at bunkerne repræsenterer et af historiens mest morderiske morderiske og menneskefjendske regimer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...